torsdag den 11. juni 2009

"Gå Bornholm rundt"


"Gå Bornholm rundt" var et kursus på Bornholms Højskole i Pinsen 2009. Det var en storslået oplevelse som jeg gerne vil dele med andre.

Kurset

Vi gik i fem dage, rundt om Bornholm i urets retning. Øen er ca. 120 km. i omkreds. Jeg vil skyde på at vi gik 60-70 km. ialt.

Dagsturene så sådan ud:

  • Hasle Lystskov - Hellig Peder
  • Vang havn - Hammershus og videre rundt langs kysten til Allinge
  • Helligdomsklipperne - Gudhjem
  • Saltuna - Svaneke
  • Nexø - Dueodde
Dagligt var vi på tur i 71/2 time og vi gik langt det meste af tiden. Jeg snakkede med en på 76 år – hun mente selv hun var alderspræsidenten, men jeg synes virkelig hun klarede det godt. Hvis jeg kan gennemføre sådan en tur om knap 30 år, så vil jeg være meget stolt!

onsdag den 10. juni 2009

Højskolestemning

Der var masser af dejlig højskoleånd under opholdet. Forbilledlige morgensamlinger, sang fra højskolesangbogen - nye og gamle sange akkompanieret af Axel på klaver. Aftentur til Hellig Peder, hvor vi nød rødvin til solnedgangen, en bornholmeraften med historier og røget sild. Jesper underholdt med en ægte bornholmersang (han kunne gøre sig som "stand-up"). Nogen af os var så heldige at komme til lysbilledforedrag om en keramik festival- og biennale i Korea.

Hammerknuden

Aldrig før i mit liv har jeg set så mange ramsløg som på Hammeren. Det var bunddække på store områder.

Ved Hammershus berettede Jesper levende om, hvordan Eleonora Christine og Corfitz Ulfeldt forsøgte at flygte fra fangenskab på Hammershus. Det var som at være der selv, da Jesper rullede sig ud om hvordan den tykke Corfitz sad fast i flugtvinduet i 4 timer og hvordan den korpulente Eleonora derefter havde sin mand og en anden mand under armen + sejlet til en båd…flugten lykkedes ikke.

Byer og huse

Billederne er fortrinsvis fra Gudhjem og Svaneke.

tirsdag den 9. juni 2009

Landskaber

Stemningsbilleder fra gåturene på Bornholm.

Havnerundfart

Havnebillederne er fra forskellige steder på øen og er taget igennem flere gode somre på Bornholm.

Ramponerede klippeø

Billederne er taget ved en nedlagt fabrikshal nær Hasle, havnen i Nexø samt i en bunker ved Dueodde.

Denne morgens mulighed

Tekst: Johannes Møllehave 1992
Melodi: Mogens Helmer Pedersen 1992

Melodien kan afspilles her: http://www.hojskolesangbogen.dk/media/xspf/lydklip/26.mp3

Denne morgens mulighed.
Vi har luft i vore lunger.
Hænder, øjne, ører, tunger,

levende og glade unger.
//:Denne morgens mulighed.://

Denne morgens kærlighed.
Frugter af den fryd vi så'de,

alt blev givet os af nåde.
Her er svar på livets gåde.
//:Denne morgens kærlighed.://

Denne morgens munterhed.
Her hvor nattens mørke brydes
her hvor lysets skaber lydes,
se hvor muntert alting frydes.
//:Denne morgens munterhed.://

Denne morgens mulighed.
Hang du fast i glemte dage,
i en fortid, som kan nage,
alt blir givet nyt tilbage.
//:Denne morgens mulighed.://

Kære Linedanser

Tekst og melodi af Per Krøis Kjærsgaard, 1998.

1. Kære linedanser, udspændt
    ligger foran dig
    selve livet 
    du fik givet
    gå nu kun din vej.

    Du må turde træde ud
    hvor dit liv kun er dit.
    Det briste eller bære må
    dette ene skridt.

    Give fra dig hvad du magter
    da ser du
    en dag du nåede ud
    og danser til himmelens stjerneskud.

2. Kære linedanser, hop nu
    ud ved siden af.
    Se dig danse
    bare sanse
    gøre hvad du ka'.

    Være én, med én iblandt.
    Og mødes så du gror.
    Ja vent dig meget fra den kant:
    Denne er din jord!

    Tro mig når jeg siger til dig
    det største
    det ser man kun i det små.
    Og kigger du opad er himlen blå.

3. Kære linedanser, ser du
    livet er et net,
    øjeblikke 
    tro blot ikke
    dansen kun er let.

    Og en dag gør livet ondt
    det ved jeg at det vil.
    For livet er et liv på trods
    smerten hører til.

    Ud af sorgen vokser lykken,
    og livet
    i påskens evige fest.
    De stærkeste rødder har træ'r i blæst.

4. Line danser – vælge livet
    hvilken er din vej?
    Følge hjertet
    uforfærdet

    Sige ja og nej.

    Verden spørger tit hvordan
    og alt for lidt hvorfor.
    Der er så mange ting man kan
    – stå for det du tror!

    Gid du aldrig mister modet,
    og lader 
    det onde uimodsagt.
    Når viljen befries, – da falder magt.

5. Linedanser i det høje
    dans vidunderligt!
    For det næste
    er det bedste:
    glæden ubestridt!

    Tænk at få balancekunst
    Så helt ufatteligt!
    At modtage sin stang og snor
    ganske kvit og frit.

    Uanset om du nu tror det,
    så ved jeg 
    at lyset brænder for dig!
    Og kigger du op, er der nok en vej

Godmorgen, lille land

Melodi: Carsten Johs. MørchTekst: Niels Brunse
Melodi kan afspilles her: http://www.hojskolesangbogen.dk/media/xspf/lydklip/30.mp3

Godmorgen, lille land!
Et land med sol, et land med dis,
med kyst af sten og sand,
som havets bølger slikker,
med bakker skabt af is,
koldt eller venligt skiftevis.

Godmorgen, ø ved ø!
Nu ser vi Danmarks buetegn
med blink af hav og sø,
de slanke, lyse broer.
I sol, i blæst, i regn
bærer de os fra egn til egn.

Godmorgen, hver og en,
som sidder ved et morgenbord
fra Skagens hvide gren
til Gedsers lange odde,
på vores prik mod nord
her på den kuglerunde jord.

Godmorgen, stå nu op!
Stå ud af drøm og tankespind
og stræk din tunge krop,
for ingen er alene;
når verden lukkes ind,
bygger vi bro fra sind til sind.

Godmorgen, klippeø
Supplerende "bornholmske vers"digtet af kursister på Borholms Højskole,kurrsushold 13 (13.-26. sept. 2007):

Godmorgen, klippeø!
Du sejler i din egen sø.
Tit glemt på Danmarks kort
men stolt du viser vejen
mod svenske, tyske åg.
Kæmped' du og beholdt dit sprog.

Godmorgen, solskinsø!
Fra barske nord ved Hammervand
til blanke Østersø
ved blide Dueodde,
til skov og klipperand.
Dejlige ø i Danmarks land!

Godmorgen, Øster ø!
med klippeskær i morgendragt
med glimt fra Christiansø
i morgensolens stråler.
Og sprogets bløde sang
er som et ekkos svage klang.

Godmorgen på vort skær
med Ekkodal og ekkorøst.
Hvor dagen først er nær.
En navlestreng af færger
på havet graciøst
skaber en bro fra vest til øst.

Godmorgen, skønne ø
med klipper, skær og mangen sø.
En perle længst mod øst,
der hæver sig mod skyen,
med folk med kraft og vid
ligger du der til evig tid.


Den 12. juni 1980 besluttede regeringen, at man skulle have en ny bro. 12 år og 2 dage, 66.000 mandår, 259.000 kubikmeter beton og 5,4 mia. kroner senere, den 14. juni 1998, indviede Dronning Margrethe Storebæltsbroen. En så storslået begivenhed måtte have sin egen sang og 'Godmorgen, lille land' vandt i konkurrencen om en åbningssang.


Østermaries specielle vejnavne

Østermarie er en lille by på det nordøstlige Bornholm med ca. 519 indbyggere og er kendt for en række veje og steder med specielle navne. Ligesom i København eksisterer der en Rosenørns Allé, hvor Østermarie Amatørradioklubs karakteristiske gamle klubhus ligger.

Kultur Bornholm har i samarbejde med erhvervslivet udnævnt en række nulevende kunstnere, der har kvitteret med optræden i byen. Mange af disse veje og stræder er ikke mere end et par meter. Den første vej var "Henning Moritzens Allé". Derefter opstod blandt andet "Ghita Nørbys Runddel", "Ebbe Rodes Aveny", "Jesper Kleins Banegaardsplads", "Svend Asmussens Sving", "Søren Hauch-Fausbølls Terrasse", "Flemming Flindts Svanesø", "Benny Andersens Boldgade" og "Per Arnoldis Vej" (den er i øvrigt ret farveløs).

Men det er ikke kun nationalt. I 2008 indviede den irske ambassadør i Danmark "Seamus Heaney Stræde" opkaldt efter den irske nobelprismodtager i 1995, der blandt andet har digtet om Tollundmanden.

Edderfugle og deres tanter

Bestanden af edderfugle på Ertholmene er gået op og ned. I 1992 blev der talt 3000 fugle og nu er bestanden på ca. 1000, men 2008 var exeptionelt dårligt. Bl.a. betød olieforureningen i juni 2003, da skibet Fu Shan Hai forliste, et stort indhug i bestanden.

I pinsen så vi mange edderfugle på turene og lige nu har de ællinger. En del af dem kommer fra Ertholmene som er 20 km. herfra og allerede på 2. dagen i ællingernes liv tager de den lange svømmetur fra Ertholmene til Gudhjemsområdet.

Der går selvfølgelig nogen til undervejs, men edderfuglene har organiseret sig sådan, at de voksne hun-edderfugle, også kaldet ”tanterne”, slår ring omkring ællingeflokken og passer på dem over søen. Der forlyder ikke noget om han-fuglende, men det er helt fantastisk at forestille sig denne sø-rejse, når man ser de små ællinger klare de kraftfulde bølger.

Helleristninger



Helleristningerne er fra den yngre bronzealder, ca. 900 - 500 f.Kr. De hyppigst forekomne motiver er skåltegn og skibe, soltegn, fodaftryk og slangelignende figurer. Der findes helleristninger over det meste af Bornholm. Nær Allinge ligger Madsebakke, og her findes de mest imponerende offentlige tilgængelige helleristninger. Se mere om fund på hele Bornholm: http://bornholmsmuseer.dk/ranebornholm/hellerist2.htm